in

Kvindens orgasme – Er det let eller svært?

Kvinde orgasme

Nogle kvinder har så let ved at få orgasme, at seksuelle fantasier alene eller berøring af andre dele af kroppen end genitalia – f.eks. brysterne – fører til orgasme. Nogle få har problemer med at opnå orgasme uden meget intens stimulering af klitoris – massageapparat.

I dag mener en række ledende sexologer, at det først og fremmest er stimuleringen af klitoris, som fører til orgasme hos kvinden, uanset om stimuleringen sker direkte eller indirekte ved samleje.

Orgasme er betegnelsen for udløsningen, som opnås ved seksuel stimulering. Det seksuelle reaktionsforløb kan inddeles i fire faser (efter de nordamerikanske psykologer Masters og Johnsons klassificering): 1. ophidselse, 2. plateau, 3. orgasme og 4. afslapning.
Ved selve orgasmen, som er af kort varighed, udløses de spændinger som er opstået i kar og muskler under ophidselses- og plateaufasen.

I løbet af de fire faser gennemgår hele kroppen, men specielt kønsorganerne, typiske forandringer. I ophidselses- og plateaufasen bliver kønsorganerne og området omkring dem fyldt op med blod. Dette fører til opsvulmning og fugtning af slimhinderne. Hvis den seksuelle stimulering fortsætter, fører plateaufasen over i selve orgasmen, der består af hurtige muskelsammentrækninger i bækkenmuskulaturen og muskulaturen omkring vagina.
Fra orgasmefasens højdepunkt glider kvinden ind i afslapningsfasen hvor kønsorganerne og kroppen i øvrigt bringes tilbage i normal tilstand. I afslapningsfasen er manden uimodtagelig for videre seksuel stimulering i en vis periode. Han kan ikke bringes til en ny orgasme, før denne periode er ovre. Kvinden kan imidlertid bringes til fornyet orgasme ved stimulering fra et hvilket som helst tidspunkt i afslapningsfasen. Nogle kvinder kan ligefrem opleve flere orgasmer efter hinanden.

Mandens og kvindens orgasme er fysiologisk set ens. Orgasmerefleksen udløses ved stimulering af kønsdele, som modsvarer hinanden – penis og klitoris – og foregår ved sammentrækninger i muskulatur, som er fysiologisk ens. Alligevel er en del forhold forskellige. Ophidselsesfasen hos kvinder er som oftest længere end hos mænd. Der behøves længere tids seksuel stimulering før kvinden får orgasme, mens manden ofte kan få orgasme efter ret kort tids stimulering. Det ser også ud til, at kvinders evne til at få orgasme er mere afhængig af partneren og forholdet til partneren.

I dag mener en række ledende sexologer, at det først og fremmest er stimuleringen af klitoris, som fører til orgasme hos kvinden, uanset om stimuleringen sker direkte eller indirekte ved samleje. Ved samleje hæves vævet omkring klitoris, hvilket fører til indirekte stimulering. Klitoris er imidlertid et uhyre følsomt organ. Direkte og hårdhændet stimulering kan være meget smertefuldt – specielt hvis klitoris ikke er fugtet på forhånd. Stimulering af klitoris fører via nervebaner til udløsning i muskulaturen i og omkring skeden, livmoderen og bækkenbunden.

Orgasmen er altså en refleks. Den adstigende del af refleksen starter først og fremmest i klitoris og den nedadstigende del ender som nævnt i muskulaturen. Nogle kvinder har så let ved at få orgasme, at seksuelle fantasier alene eller berøring af andre dele af kroppen end genitalia – f.eks. brysterne – fører til orgasme. Nogle få har problemer med at opnå orgasme uden meget intens stimulering af klitoris – massageapparat. De fleste befinder sig dog et sted midt imellem. Mange kvinder som opsøger læge på grund af manglende orgasme, har ganske enkelt ikke fået tilstrækkelig og rigtig stimulering. Mange får orgasme, hvis de først lærer at masturbere, for så at kunne forklare deres partner hvordan de lettest opnår orgasme.

Hvordan lærer man at masturbere?

At lære at masturbere er som så meget andet, det handler om at øve sig. Hvis man vil lære at skrive, så skriv, hvis du vil lære at cykle, så kom op på en cykel og øv dig. Men det at tage sig sammen til at røre ved sig selv kan være en stor udfordring. Du skal sørge for at være alene og have god tid.

Start f.eks. med et bad, hvor du sæber dig godt ind. Rør ved brysterne og i skridtet.
Tør dig med et lækkert frottéhåndklæde, smør dig ind i en lækker creme, alt imens du føler på din krop – overalt. Gerne foran et spejl så du vænner dig til hvordan din krop føles og ser ud. Som du nok kan fornemme drejer det sig om at have det behageligt

Sæt dig over et spejl eller hold et spejl imellem benene, så du kan se hvorledes dit køn ser ud. Brug evt. et par fingre til at holde de store skamlæber til side med. Øv dig i at spænde og slappe af i bækkenmusklerne. Det er den samme bevægelse, som hvis du prøver at stoppe med at tisse. Har du svært ved at mærke, om du slapper af eller spænder, så prøv at komme et par fingre indenfor i skeden. Så kan du mærke, om du spænder eller slapper af. Dette giver dig på samme tid en tryg fornemmelse af at have noget oppe i skeden. Det drejer sig om at vænne sig til kroppens naturlig funktioner. Hvis du spænder og slapper af i bækkenmusklen hurtigt efter hinanden kan du få fornemmelsen af, hvad nogen kvinder føler, når de får en orgasme.

Hvis du stadig har mod på at fortsætte, så kan du begynde at stimulere dig selv. Kæl for dine bryster, stryg hænderne over kroppen. Mærk dig i skridtet, omkring skedeindgangen og klitoris. Prøv at stimulere både langsomt, hurtigt, fast og blødt. På denne måde finder du ud af, hvad du bedst kan lide.

Hvis du stadig har lyst til at fortsætte, og det har du sikkert på nuværende tidspunkt, så fortsæt med at stimulere klitoris, imens du stadig spænder og slapper af i bækkenmusklerne, så kan det ende med en orgasme. For nogle piger er det ikke nok at stimulere med fingrene, de kan bruge andre midler. Det kan være et massageapparat eller en bruser. Prøv f.eks. næste gang, når du er i bad, at stimulere dig med en telefonbruser. Du kan selvfølgelig bruge fingrene også.
Du bør have de første erfaringer med onani alene. Ikke fordi det er flovt eller unormalt at onanere foran sin kæreste, men fordi det ikke skal være nødvendigt, at skulle præstere noget. Langtfra alle piger oplever en orgasme de første gange de onanerer. Og husk på at denne artikel blot giver dig nogle retningslinjer at begynde med, for som tidligere skrevet: Øvelse gør mester.